Hælprøver fra nyfødte kan give vigtig viden om beskyttelse mod alvorlig infektion
De hælprøver, der allerede rutinemæssigt tages fra nyfødte i Danmark, kan bruges til at måle antistoffer mod Gruppe B streptokokker, viser et nyt studie fra Aarhus Universitet. Metoden kan på sigt bidrage til udviklingen af vacciner, der skal beskytte spædbørn mod alvorlige infektioner.
Få dage efter fødslen får alle nyfødte i Danmark taget en lille blodprøve fra hælen. Prøven bruges blandt andet til at screene barnet for en lang række sjældne, medfødte sygdomme.
Men nu viser et nyt studie, at blodprøverne også kan bruges til at måle, hvor mange antistoffer mod Gruppe B streptokokker, også kaldet GBS, barnet har fået overført fra sin mor under graviditeten.
GBS kan give alvorlige infektioner hos nyfødte, og derfor arbejder forskere på at finde måder at beskytte børnene mod bakterien. En mulig vej er at vaccinere moderen under graviditeten, så hendes immunforsvar danner antistoffer mod GBS.
Antistofferne kan overføres fra mor til barn før fødslen og dermed være med til at beskytte barnet. Og ved at kunne måle, hvor mange antistofferne børn får med fra deres mødre, er det nye studie et vigtigt skridt på vejen til bedre at beskytte spædbørnene, fortæller postdoc ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, May Murra:
”For at vi kan blive bedre til at beskytte de nyfødte mod de alvorlige GBS-infektioner, er vi nødt til at vide, i hvor høj grad mødrene kan overføre antistoffer til deres børn, inden de bliver født. Den viden kan vi få nu, hvor vi har vist, at vi kan bruge de hælprøver, der allerede bliver taget fra nyfødte til at måle niveauet af antistoffer,” forklarer hun.
Forskerne har sammenlignet målinger af GBS-antistoffer fra hælprøver og navlesnorsblod med en almindelig blodprøve fra det samme nyfødte barn.
Resultaterne viser, at målingerne fra hælprøverne i høj grad afspejler niveauet af GBS-antistoffer i de almindelige blodprøver. Blod fra navlesnoren gav også generelt et godt billede af barnets antistofniveau.
”Hælprøverne ser ud til at være en praktisk og pålidelig måde at måle antistofferne på. Det er en stor fordel, at prøverne allerede bliver taget rutinemæssigt, og at materialet er lettere at indsamle, opbevare og transportere end almindelige blodprøver,” siger May Murra.
Kan bidrage til udvikling af vaccine til gravide
På kort sigt er resultaterne især relevante for forskere og vaccineudviklere, der arbejder med vacciner mod Gruppe B streptokokker til gravide.
Forskerne er allerede gået videre med at undersøge sammenhængen mellem mængden af GBS-antistoffer hos barnet og risikoen for at udvikle en infektion. Målet er at finde ud af, hvor højt et niveau af antistoffer der skal til for at beskytte et nyfødt barn.
Hvis det bliver muligt at identificere et antistofniveau, der er forbundet med beskyttelse, kan det potentielt bruges til at vurdere effekten af kommende vacciner til gravide.
”På længere sigt håber vi, at denne viden kan være med til at bane vejen for en vaccine til gravide, som kan beskytte nyfødte mod alvorlige GBS-infektioner. Først skal vi dog blive klogere på, hvilket niveau af antistoffer der faktisk beskytter barnet,” siger May Murra.
Studiet er et mindre såkaldt proof-of-concept-studie. Det betyder, at forskerne først og fremmest har undersøgt, om metoden overordnet fungerer. Forskerne bag arbejder derfor nu på at udvide studiet med en større gruppe blodprøver fra forskellige befolkningsgrupper og lande.
Bag om studiet:
- Studietype: Studiet er et proof-of-concept, tværsnitsstudie (cross-sectional study). Gravide kvinder blev inkluderet ved gestationsuge 35-37 i forbindelse med en rutinemæssig jordemoderkonsultation på Kolding Sygehus i perioden juni 2023 til januar 2024. Formålet var at undersøge, om koncentrationen af IgG-antistoffer mod GBS’ alpha-like surface proteiner (AlpN) overført fra moder til nyfødt i graviditeten målt i PKU-kort og navlesnorsserum afspejler koncentrationen i serum fra den nyfødte. Studiet undersøgte således om PKU-kort og navlesnorsblod kan anvendes som praktiske alternativer til blodprøver direkte fra den nyfødte.
- Samarbejdspartnere:De væsentligste danske samarbejdspartnere var Sygehus Lillebælt/Kolding og Vejle Sygehus, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Syddansk Universitet. Den væsentligste udenlandske samarbejdspartnere var MinervaX of Centre for Neonatal and Paediatric Infection/Vaccine Institute, University of London, Storbritannien.
- Finansiering: Studiet er delvist finansieret af Minerva (Laboratorieanalyserne i studiet blev finansieret af MinervaX).
- Oplysninger om eventuelle habilitetsproblemer/interessekonflikter: May Murra er ansat ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt/Vejle, som har modtaget finansiering fra MinervaX til forskning i invasiv GBS sygdom.
- Læs mere i den videnskabelige artikel: https://doi.org/10.1016/j.lanmic.2026.101409
Kontakt:
Postdoc, May Murra
Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Klinisk Mikrobiologi, Vejle Sygehus, IRS, SDU
Tlf: 60151352
Mail: may.murra@rsyd.dk
Lektor, Stine Yde Nielsen
Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
syni@biomed.au.dk