Hæderspris på en halv million kroner til diabetesforsker

Torsten Lauritzen fra Aarhus Universitet har spillet en afgørende rolle i diabetesforskningen i Danmark. Nu bliver han belønnet for sit bidrag til forskningen, når han mandag den 5. oktober 2015 modtager Bagger-Sørensen Fondens pris.

Torsten Lauritzen modtager den 5. oktober 2015 Bagger-Sørensen Fondens hæderspris på 500.000 kroner.
Torsten Lauritzen modtager den 5. oktober 2015 Bagger-Sørensen Fondens hæderspris på 500.000 kroner.

Han har været optaget af forskning i diabetes fra begyndelsen af sin karriere, og Torsten Lauritzen er nationalt og internationalt højt respekteret for sine mange bidrag til at opspore og behandle diabetes effektivt.

Nu modtager han Bagger-Sørensen Fondens hæderspris på 500.000 kroner. Prisen får han for at være en af landets mest fremtrædende sundhedsvidenskabelige forskere inden for diabetes.

"At modtage prisen fylder mig med glæde, ydmyghed, energi og lyst til at forsætte ikke 'blot' som forsker, men også som brobygger mellem forskningen og den kliniske virkelighed. Alt for megen forskningsgenereret viden finder ikke vej til den enkelte patient. Og for at mindske gabet mellem viden og (be)handling har jeg takket ja til et deltidsjob som faglig rådgiver i Diabetesforeningen," siger prismodtageren.

Torsten Lauritzen blev uddannet læge i 1977, og siden har hans fokus været på forskning i diabetes. Han har blandt andet vist, hvordan hyppige daglige injektioner af insulin og insulinpumpebehandling kan forbedre blodsukkeret.

Kigger på effekten af screeningen

I 1983 valgte Torsten Lauritzen at blive praktiserende læge. Og det var som praktiserende læge, at han introducerede de første kliniske vejledninger om behandling af diabetes for danske praktiserende læger. Senere deltog han også i udvikling af internationale vejledninger for behandling af diabetes.

Som en af initiativtagerne til et stort internationalt forskningsprojekt blev Torsten Lauritzen formand for en styregruppe, som undersøgte effekten af screening for type 2-diabetes og efterfølgende intensiv behandling med livsstilsændringer og forebyggede medicin. Formålet med studiet var at undgå de følgesygdomme som diabetes kan give, sygdomme som blodpropper, slagtilfælde, nyrer- og øjensygdom.

Aktuelt er Torsten Lauritzen godt i gang med at gennemføre en 10 års opfølgning af patienterne, som deltog i projektet. Han forventer, at resultaterne bliver offentliggjort i løbet af 2016.

Yderligere oplysninger

Professor Torsten Lauritzen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Almen Medicin
Direkte telefon: 8716 7931
tl@alm.au.dk