Forskningsråd skal styrke samarbejdet om kræftforskningen i Aarhus

Med et nyt forskningsråd skal kræftforskningen på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet spille bedre sammen. Målet er mere synergi og større gennemslagskraft.

CCC-Forskningsrådet til et af deres første møder. Fra venstre: Peter Christensen, Per Höllsberg, Peter Jepsen, Cai Grau, Francesco d’Amore, Claus Lindbjerg Andersen, Ole Graumann, Mette Nørgaard, Jacob Lilja, Therese Juul, Signe Borgquist. Foto: Tonny Foghmar, AUH

Fakta: Aarhus Comprehensive Cancer Centre-Forskningsråd

  • Formål: Skabe fælles, strategisk forskningsfokus på kræftområdet og øge synergi mellem AUH og AU
  • Medlemmer: 17 medlemmer fra AUH og AU Health, herunder prodekan for forskning, institutleder samt professorer fra Institut for Klinisk Medicin, Institut for Biomedicin og Institut for Folkesundhed
  • Forperson: Signe Borgquist, klinisk lærestolsprofessor på Institut for Klinisk Medicin, AU og Kræftafdelingen, AUH.
  • Sekretariatsbetjening: CCC-Sekretariatet, AUH

Kræftforskningen på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital (AUH) er omfattende og stærk. 

Men hvordan sikrer vi, at de mange forskningsaktiviteter spiller sammen? Og at forskningen gør en reel forskel for patienterne? 

Det er nogle af de centrale spørgsmål, som det nye Aarhus Comprehensive Cancer Centre (CCC)-Forskningsråd skal være med til at adressere.

Rådet har netop får godkendt sit kommissorie, der lægger vægt på synergi, strategisk fokus og stærk sammenhæng mellem forskning på tværs af Health og AUH. 

”Vi skal sikre, at CCC-Forskningsrådet ikke bliver et isoleret initiativ, men en naturlig del af den samlede forskningsindsats. Det kræver tæt samarbejde med AUH og på tværs af fakultetets institutter og aktiv kobling til vores øvrige forskningsaktiviteter, siger prodekan for forskning på Health, Per Brøndsted Höllsberg.

Internationale auditører stillede kritiske spørgsmål

Baggrunden for det nye forskningsråd er blandt andet et besøg fra seks internationale auditører i april 2025. 

De var på den ene side imponeret over kræftforskningen i Aarhus med knap 700 forskningsartikler om kræft i 2023 – en stor del af dem med høj impact-faktor.

Men auditørerne stillede også nogle udfordrende spørgsmål om, hvorvidt der er tilstrækkelig sammenhæng mellem de mange forskningsaktiviteter. Og hvilken konkret forskel forskningen gør for patienterne? 

Strategisk fokus og synergi

Kommissoriet for CCC-Forskningsrådet lægger vægt på, at rådet skal ”understøtte og arbejde for et fælles, strategisk forskningsfokus på kræftområdet” og ”skabe synergi i kræftforskningen for at øge dens udbytte og gennemslagskraft på kræftområdet på AUH og AU”.

”Vi skal have en mere klar retning for, hvad vi forsker i, og bygge stærkere bro mellem vores forskningsaktiviteter,” siger forperson for CCC-Forskningsrådet og klinisk lærestolsprofessor Signe Borgquist. 

CCC-Forskningsråd består derudover af to yngre forskere og flere professorer, kliniske professorer og lærestolsprofessorer fra forskellige specialer, der alle har patienter med kræft. Fra AU deltager ud over prodekan Per Höllsberg også institutleder for Institut for Klinisk Medicin Jørgen Frøkiær samt professorer fra Institut for Biomedicin og Institut for Folkesundhed. 

Et centralt element er, at CCC-Forskningsrådet skal udbygge samarbejdet med Det Translationelle Cancer Netværk på Health, AU. Rådet skal også fremme vidensdeling mellem kræftforskningsgrupperne og sikre, at initiativer fra både AUH-Forskningsråd og AU spiller sammen med kræftforskningen.

 

Kontakt

Prodekan for forskning Per Brøndsted Höllsberg
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 51362353
pbh@au.dk