Farvel til gamle eksamenssystemer: Det skal du vide, før de lukker
WISEflow – AU’s nye fælles digitale eksamenssystem – er nu rullet ud på hele universitetet. Systemet erstatter Aarhus BSS’ gamle WISEflow-løsning og Digital Eksamen på de øvrige fakulteter. Disse to systemer lukker derfor inden længe. Læs her, hvad du skal være opmærksom på.
Fra nu af afvikles alle eksamener på Aarhus Universitet i WISEflow – AU’s nye fælles system til digital eksamen. Det nye fælles system erstatter Aarhus BSS’ gamle WISEflow-løsning og Digital Eksamen på Arts, Health, Nat og Tech.
Når de gamle systemer lukker ned, skal du som bedømmer være opmærksom på, at:
- Du skal downloade det materiale, du har behov for at gemme. Deadline er:
- 31. marts 2024 for det gamle WISEflow
- 30. april 2024 for Digital Eksamen
- Bemærk, at download og opbevaring af de studerendes besvarelser efter bedømmelsesperioden forudsætter deres forudgående samtykke.
- Du kan finde alle specialer fra de sidste to år i AU’s projektbibliotek (Pure). Dette gælder dog ikke specialer fra Aarhus BSS.
- Du i særlige tilfælde kan få hjælp hos Studiesystemsupporten, hvis du har behov for at kunne tilgå det gamle WISEflow eller Digital Eksamen, efter at systemerne er lukket. Det kan fx være, hvis du af forskellige grunde (fx orlov eller sygdom) har været forhindret i at downloade dit materiale inden deadline.
- Plagieringskontrollen i Ouriginal fortsætter med det nye fælles WISEflow. Det vil altså også fremadrettet være muligt at tjekke for tekstlighed i eksamensbesvarelser, som blev afleveret i de gamle systemer.
Kom godt i gang med det nye WISEflow
I løbet af foråret vil alle medarbejdere og studerende få mere information om det nye fælles WISEflow og de enkelte eksamener i takt med, at de bliver sat op i systemet.
Allerede nu kan du som medarbejder orientere dig om WISEflow på au.dk/wiseflow, mens de studerende kan få hjælp og vejledning på studerende.au.dk/wiseflow.
Du logger ind i det nye fælles WISEflow via dette link. Indtil den 31. marts vil du evt. blive bedt om at vælge licens. Vælg licensen ”Aarhus Universitet” for at komme ind i det nye WISEflow.
Er du medarbejder på Aarhus BSS eller Health?
Som medarbejder på Aarhus BSS og Health har du indtil den 31. marts adgang til både det gamle og nye WISEflow. Du skal derfor være opmærksom på, at du kan skifte mellem de to licenser. Hvis du vil skifte licens, skal du blot logge ud af WISEflow og logge på den ønskede licens.