Er innovation og iværksætteri lige så vigtige som uddannelse?

Det er svært at være uenig i, at universiteterne i Danmark skal bidrage positivt til innovation og iværksætteri, men en kommende revision af Universitetsloven og dens afledte konsekvenser tager det muligvis for langt

"To sider af samme sag": En klumme i Inside Health

To sider af samme sag giver forperson for Akademisk Råd Søren Dinesen Østergaard et indblik i de debatter, der fylder i rådet.

Klummen tager fat på emner, hvor rådsmedlemmerne har forskellige synspunkter – ofte spørgsmål, der også skaber diskussion i fagmiljøerne på Faculty of Health Sciences. 

 

På mødet d. 28/8 2026 drøftede Akademisk Råd et forslag til en ny fælles tilgang til meritering i forbindelse med bedømmelse af kandidater til varige stillinger på Aarhus Universitet. 

Generel tilfredshed, men…

Der var bred enighed om, at initiativet om en fælles tilgang er godt og at de specifikke kvalifikationer, der skal vurderes under tre domæner: forskning, uddannelse og videnudveksling (med innovation øverst), i udgangspunktet er fornuftige. Til gengæld var der mere skepsis ift. den ligestilling mellem uddannelse og videnudveksling, der lægges op til med denne formulering: 

“For at være kvalificeret til en varig videnskabelig stilling forventes ansøgere at demonstrere ekspertise på det højeste faglige niveau i forhold til den ansøgte stilling inden for mindst to af de tre meriteringsdomæner. Heraf skal det ene skal være forskning.”

Denne ligestilling er i overensstemmelse med et klart øget fokus på innovation og virksomhedsetablering i det forslag til revision af Universitetsloven, der formentlig snart bliver vedtaget med bred politisk opbakning. 

I dette tilfælde er ligestilling måske ikke hensigtsmæssig

I forbindelse med høringen af forslaget til revision af Universitetsloven stillede Akademisk Råd sig kritisk over for det øgede fokus på innovation og virksomhedsetablering. 

Rådet mener, at universitetets centrale opgaver er og fortsat bør være (fri) forskning og (forskningsbaseret) undervisning. Afledt innovation og virksomhedsetablering kan være fortræffelig, men det bør prioriteres i den rækkefølge.

Akademisk Råd kommer derfor også til at påpege, at ligestillingen mellem uddannelse og videndeling i den foreslåede fælles tilgang til meritering på AU kan have utilsigtede konsekvenser i form af nedprioritering af undervisningskompetencer og -ressourcer, der i forvejen er under pres i meriteringsøjemed. 

 

Kontakt

Professor og rådsleder Søren Dinesen Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Akademisk Råd
sdo@clin.au.dk
Tlf: 61282753