Enlige og arbejdsløse kvinder har sværere ved at følge livsvigtig brystkræftbehandling
Ny undersøgelse afslører, at kvinder, der bor alene eller står uden for arbejdsmarkedet, oftere afbryder deres antihormonbehandling tidligt, hvilket øger risikoen for tilbagefald af brystkræft. Forskere opfordrer til målrettede støtteprogrammer.
Sociale faktorer hænger sammen med, hvorvidt kvinder med brystkræft følger deres antihormonbehandling.
Et nyt omfattende studie fra Aarhus Universitet, hvor forskerne har analyseret data fra en landsdækkende kohorte, afslører, at enlige kvinder og kvinder uden for arbejdsmarkedet har væsentligt sværere ved at følge antihormonbehandlingen sammenlignet med kvinder med en partner og kvinder i arbejde.
”Vi ved ikke, hvorfor behandlingen afbrydes, men nogle kvinder kan måske have brug for ekstra støtte til at fuldføre deres behandling og derved mindske risikoen for tilbagefald af brystkræft,” siger Julie A. Schmidt, der er postdoc ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Stor social ulighed
Undersøgelsen er baseret på data fra 4353 kvinder, der var under 55 år da de blev diagnosticeret med brystkræft mellem 2002 og 2011.
Forskerne brugte oplysninger fra nationale registre om kvindernes sociale forhold (samlivsstatus, uddannelse, beskæftigelse og indkomst) og information indsamlet under deres behandlingsforløb for at undersøge, hvorvidt de gennemførte behandlingen.
83 procent af deltagerne gennemførte behandlingen, men sandsynligheden for at afbryde behandlingen før tid var i studiet 48 procent højere for enlige kvinder og 44 procent højere for kvinder uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med kvinder med en partner og kvinder i arbejde.
”Det er positivt, at så stor en andel af kvinderne følger og gennemfører behandlingen. Generelt klarer deltagerne i vores studie sig bedre end deltagerne i mange andre studier. Men det er nedslående at se, at der er social ulighed i om antihormonbehandlingen følges,” siger Julie A. Schmidt.
Behov for målrettet støtte
Antihormonbehandlingen varer mindst fem år, og hvis man afbryder den før tid, kan det have alvorlige konsekvenser for patienterne. Patienter, der ikke gennemfører den anbefalede behandling, har højere risiko for tilbagefald af brystkræft end patienter, der fuldfører behandlingen.
Undersøgelsen understreger ifølge forskerne behovet for målrettet støtte til de kvinder, der har mest brug for det.
”Vores resultater har identificeret to grupper af kvinder med brystkræft, der kan have brug for yderligere støtte til at følge antihormonbehandlingen, og jeg håber, at studiet kan sætte fokus på noget af den sociale ulighed, der er i efterlevelsen af kræftbehandlingen,” siger Julie A. Schmidt.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Nationalt, populations-baseret kohortestudie baseret på data fra administrative registre og Danish Breast Cancer Group.
Samarbejdspartnere: Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Kræftbehandling, Rigshospitalet, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet. Danish Breast Cancer Group, Rigshospitalet, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
Ekstern finansiering: Studiet blev støttet af bevillinger til Professor Deirdre Cronin Fenton fra Novo Nordisk Fonden, Danmarks Frie Forskningsfond og Kræftens Bekæmpelse, samt en rejsebevilling til Julie A Schmidt fra Kræftens Bekæmpelse (bevillingsnummer. Bevillingsgiverne havde ingen rolle i udformningen af studiet, i indsamlingen, analysen og fortolkningen af data, i udarbejdelsen af manuskriptet eller i beslutningen om at indsende manuskriptet til publikation.
Interessekonflikt: Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitet, modtager finansiering til andre studier fra Det Europæiske Lægemiddelagentur og fra virksomheder i form af forskningsbevillinger til og administreret af Aarhus Universitet. Professor Bent Ejlertsen oplyser følgende: Institutionelle bevillinger fra: Astra Zeneca, Daiichi Sankyo, Eli Lilly, Merck, Novartis, Pfizer og Samsung; rådgivende bestyrelse: Eli Lilly; og rejsebevillinger: Daiichi Sankyo og Merck. Ingen af de oplyste forhold har nogen relation til det aktuelle studie.
Link til videnskabelig artikel: https://ascopubs.org/doi/10.1200/JCO.23.02643 Publiceret i Journal of Clinical Oncology
Kontakt:
Postdoc Julie A. Schmidt
Aarhus Universitet, Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital.Klinisk Epidemiologisk Afdeling.
Mail: js@clin.au.dk
Telefon: 87168896