”Det er skrækkeligt! Vi har hørt nok på dig. Sæt dig kun ned, du dorske fedtklump, og lad hvilen falde på dig.”
Scenen er fra Det forsømte forår, hvor den maltbolsjespisende lektor Blomme taler til eleven Thygesen – som han hånligt kalder Tykkesen. Selv om Hans Scherfigs bog blev udgivet for snart 90 år siden, og den sorte skole for længst er forsvundet, kan de fleste nok genkende følelsen af ikke at blive respekteret, at blive talt ned til og måske ligefrem ydmyget.
Agnete Larsen, næstforperson i fakultetets samarbejdsudvalg (FSU), siger:
”På en arbejdsplads som vores, hvor vi både er fastansatte medarbejdere og kolleger med løsere tilknytning, og hvor vi både har formelle og uformelle hierarkier, skal vi være opmærksomme på, hvordan vi sikrer psykologisk tryghed og fremmer evnen til at være uenige uden at miste respekten for hinanden.
Derfor er vi i fakultetets samarbejdsudvalg rigtig glade for, at vi på Health arbejder på konkrete tiltag, der kan gøre os alle – høj som lav – mere beviste om, hvad vi siger, og hvordan det bliver modtaget. Krænkende tone og adfærd skal ikke være en del af vores arbejdsplads, og jeg er overbevist om, at det fokus, vi nu har på emnet, gør en forskel for os alle.”
”På dekanens bord” – en klumme i Inside Health
Kort efter et møde i Akademisk Råd, hvor vi bl.a. talte om medinddragelse, fik jeg en mail fra et af rådets medlemmer. Hun havde tænkt over vores drøftelser og foreslog, at jeg skrev direkte til medarbejderne på Health i fakultetets nyhedsbrev. På den måde kunne jeg informere om nogle af de initiativer, som aktuelt ligger på mit bord, så alle medarbejdere har mulighed for løbende at følge med i noget af dét, vi arbejder med på fakultetet.
Jeg synes, at det er en super god idé (tak for den!). Så det gør jeg fremover – én gang om måneden.
Vi må også erkende, at uacceptabelt sprogbrug, der kan være udløst af magt eller en følelse af afmagt, findes på moderne arbejdspladser – herunder også på vores fakultet. Ifølge den seneste APV fra 2025 oplevede 12 % af de ansatte på Health at have været udsat for ”grov, stødende eller nedladende tiltale” det seneste år. Selv om det hverken er bedre eller dårligere end på de øvrige fakulteter på AU, kræver det både opmærksomhed og handling.
Ambitionen er klar: Ingen skal opleve at blive talt ned til eller overfuset, og ingen skal gå hjem fra arbejde med en følelse af, at det ikke nytter at tale om det.
Når det er sagt, så er vi også mennesker, der af og til begår fejl. Vi kan have en dårlig dag, hvor der ryger en finke af panden, eller vi kan for en stund glemme, at resultater og præstationer ikke har forrang for god tone og ordentlighed. Vi kan også være et sted i livet, hvor vi er særligt sårbare og måske mindre modtagelige over for kritik og små konflikter.
Det væsentlige er, at vi taler om det, sætter grænser og lærer af vores fejl. Netop dialogen er vores værn mod en grov eller nedsættende tone. Og det er et fælles ansvar.
I samarbejde med vores fælles samarbejdsudvalg (FSU) og fakultetets arbejdsmiljøudvalg (FAMU) igangsætter fakultetsledelsen derfor en indsats med to spor:
- En mulighed for, at forskningsgrupper og afdelinger i løbet af 2026 kan deltage i en halvdagsworkshop faciliteret af konsulenthuset Human House.
- En artikelserie, der resten af året sætter fokus på problemet og giver konkret vejledning til, hvad man som medarbejder kan gøre, hvis man oplever grov, stødende eller nedladende tiltale.
Min oplevelse er, at vi grundlæggende har en sund kultur på Health – og den skal vi bevare. Vi skal passe på den og vedvarende være i dialog om, hvordan vi kan gøre kulturen endnu bedre. Derfor følger vi også løbende op på indsatsen.
Se et lille klip med en velspillende Frits Helmuth som lektor Blomme