Dekanens sommerhilsen

Allan Flyvbjerg ønsker en god sommer til medarbejderne på Health.

Dekan ved Health, Allan Flyvbjerg.
Dekan ved Health, Allan Flyvbjerg.

Kære alle

Første halvdel af 2013 har budt på spændende opgaver, en masse udfordringer og gode oplevelser på hovedområdet.

Vi har opnået meget. Vi er blevet udpeget til at huse et Nationalt Center for PartikelTerapi (NCPT) og har bl.a. skrevet under på aftaler om at etablere en række forskningscentre, herunder en EMBL-node (DANDRITE), et center med fokus på koblingen mellem psykisk og fysisk sygdom (MEPRICA) og et center med fokus på mental sundhed hos børn. Vi har endvidere startet en ny sundhedsinnovativ indsats (INNO-X HealthCare) med inspiration fra Bio-X ved Stanford University.

Og så glæder jeg mig over, at vi har hentet mange yderligere eksterne midler hjem til hovedområdet. Det er vigtigt for vores generelle vækst og fremdrift.

Vi har hentet et væld af store priser og anerkendelse, både nationalt og internationalt. Vi er godt på vej med et nyt sæt retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis, og så har vi generelt øget optaget af studerende inden for sundhedsuddannelserne.

Vi har også kigget indad. Vi har haft et øget fokus på institutternes indre liv og har blandt andet etableret institutfora. I begyndelsen af året fik vi resultaterne fra den psykiske APV, som gav os anledning til at sætte et omfattende arbejde i gang med at gøre et godt psykisk arbejdsmiljø endnu bedre. Efter en tid med mange og store forandringer er der nu behov for konsolidering. Det skal vi tage seriøst.

Vi har formuleret og startet implementering af en ny strategi. Det har været en god proces med inddragelse af både ledelse og medarbejdere. Vi er kommet langt her på Health, og jeg glæder mig til at følge det videre arbejde.

Og alt dette er kun et udpluk af de succeser, som vi – sammen med en ekstra opmærksomhed på vores fælles arbejdsmiljø – kan tage med os videre, når vi kommer tilbage fra en veloverstået ferie.

Jeg vil gerne sige tusind tak til jer alle for indsatsen. Tak fordi I yder jeres bedste og bidrager til vores fælles succes på hver jeres måde.

Med venlig hilsen og ønsket om en god sommer!


Allan Flyvbjerg