De døde hjælper de levende: Forskere og NGO i usædvanligt samarbejde
Institut for Retsmedicin og NGO’en Antidote Danmark har samlet data om dødsfald og erfaringer fra gaden – og banet vejen for en hurtigtvirkende modgift ved opioid-overdosis.
Viden i virkeligheden
Universitetsloven stiller krav om, at forskere ved siden af deres forskning og undervisning skal formidle deres forskning ved såkaldt videndeling eller forskningsbaseret formidling.
”Viden i virkeligheden” er en artikelserie om Health-forskere, der bringer deres viden i spil i samfundet på andre måder end via den traditionelle forskningsformidling og ekspertudtalelser.
Det kom ikke ud af det blå, da Lægemiddelstyrelsen i 2024 besluttede, at en næsespray mod opioid-overdosis fremover skulle være receptfri.
En lang række kaffemøder med politikere og oplysningsindsatser havde haft som mål at få den livreddende modgift Ventizolve til salg som håndkøbsmedicin.
En af frontkæmperne var den lille københavnske NGO Antidote Danmark, som fandt en usædvanlig samarbejdspartner i Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet.
Oplysninger fra politirapporter
Samarbejdet begyndte i Kødbyen på Vesterbro.
Retskemiker Jakob Ross Jornil var rejst fra Aarhus til en konference for at fortælle om dødsfald blandt stofbrugere set fra et retsmedicinsk perspektiv. Men noget manglede i de mange oplæg.
”Det gik op for mig, at alle talte om omstændighederne for overdosis-dødsfald, men ingen havde de centrale tal. Som fx hvor mange der dør på gaden af en overdosis, og hvor mange der dør, mens der er nogen hos dem. Men de informationer havde vi, fordi vi læser uddrag fra politirapporter,” fortæller han.
Det blev begyndelsen på et samarbejde mellem Antidote Danmark, der arbejder direkte med stofbrugere, og Institut for Retsmedicin, som belyser konsekvenserne, når det er for sent. To verdener, som sjældent mødes.
”Det var meget fint, at vi kunne bruge vores data til at forebygge i stedet for at konstatere,” fortæller overlæge og klinisk lektor på instituttet Charlotte Uggerhøj Andersen.
Det blev til en forskningsartikel, hvor forskergruppen – og særligt Charlotte Uggerhøj og kollegaen Peter Andreas Andersen gennemgik dødsfald efter opioid-overdosis i Vestdanmark.
Resultaterne var klare: Flere havde en lang række forskellige stoffer i blodet, og det kan øge risikoen for dødelig forgiftning. Selvom flest dødsfald skete, hvor brugeren var alene, forekom overdoser også i selskab med andre, særligt blandt de unge.
Og i flere tilfælde ville hurtig adgang til modgift kunne have reddet liv, hvis de tilstedeværende havde viden om brugerens stofindtag og symptomerne på overdosis.
Fakta: En receptfri modgift
- Vejrtrækningen bliver langsommere. Først mister man bevidstheden, og så holder hjertet op med at slå. Opioid-overdosis kan være dødelig, men næsesprayen Ventizolve er en hurtigtvirkende modgift.
- I oktober 2024 ændrede Lægemiddelstyrelsen udleveringsbestemmelsen, så Ventizolve nu kan fås i håndkøb på apoteket.
- Læs mere her
Når forskningsresultater bliver praksis
Konklusionerne blev oversat direkte til handling. Blandt andet blev studiets hovedpointer brugt nærmest ordret i en ny behandlings-guide til misbrugsbehandling af unge.
Også Antidote Danmark ændrede sit undervisningsmateriale:
”Vi fandt ud af, at man ofte har 4-8 forskellige stoffer i blodet ved overdosis. Derfor skal man altid give næsesprayen,” siger daglig leder af NGO’en Michael Lodberg Olsen.
”Det var ny viden for os, der står ude i miljøet.”
Antidote Danmark og forskerne samarbejdede også om to århusianske konferencer om opioid-overdoser - en på Dokk1 og en ved Frontløberne i Jægergårdsgade.
Her kom forskerne på en svær formidlingsopgave, da de skulle kommunikere til en bred gruppe af både behandlere og stofbrugere, som var mødt op.
”Som forskere er vi meget påpasselige med ikke at sige for meget eller noget, der kan opfattes forkert. Det var svært – men også meningsfuldt at formidle fakta om opioiddødsfald til en målgruppe af mennesker, hvoraf nogle selv er i risiko for at blive ofre for en overdosis,” siger Charlotte Uggerhøj.
Fra data til politisk forandring
Da forslaget om at fjerne receptpligten på næsesprayen Ventizolve blev rejst politisk, kunne Antidote Danmark pege på studiet som dokumentation. Det gjorde en forskel, siger Michael Lodberg Olsen.
”Når flere stemmer siger det samme, bliver man hørt på en anden måde,” påpeger han.
”At jeg har mødt 150 stofbrugere i år, der siger, at den her medicin skal i håndkøb, vejer ikke lige så meget som en videnskabelig artikel. Artiklen viser, at jo yngre man er, jo oftere sidder man sammen med andre, når man får en overdosis. Og så kan man redde hinanden.”
Antidote Danmark har ikke tidligere samarbejdet med universitetsansatte. Men Michael Lodberg Olsen gør det gerne igen:
”Hovedkonklusionen er, at vi skal turde forstyrre hinanden og lytte til hinanden. Det er vel derfor, vi har forskning - for at skabe evidens, som kan gøre verden bedre. Det kan vi bedst sammen.”
Kontakt
Klinisk lektor og overlæge Charlotte Uggerhøj Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin og Aarhus Universitetshospital, Klinisk Farmakologi
Telefon: +45 60 12 84 30
Mail: cua@forens.au.dk
Retskemiker, Ph.d., Jakob Ross Jornil
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin
Telefon: 86 16 83 57
Mail: jjor@forens.au.dk
Retskemiker Tore Forsingdal Hardlei
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin
Telefon: +4587168349
Mail: tfha@forens.au.dk
Læge, ph.d.-studerende Peter Andreas Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Danish Pain Research Center
+45 60 20 26 87
pean@clin.au.dk
Daglig leder, social iværksætter og initiativtager Michael Lodberg Olsen
Antidote Danmark
Telefon: 25 85 24 85
Mail: mlo@antidote.dk