Bevilling styrker forskning i komplekse patientforløb for migranter

Professor og overlæge Christian Morberg Wejse fra Aarhus Universitet får fem mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til et nyt forskningsprojekt, der skal sikre bedre og mere sammenhængende patientforløb for komplekse patienter med etnisk minoritetsbaggrund.

Foto: AU Foto.

Christian Morberg Wejse fra Institut for Klinisk Medicin og Klinik for Kompleks og Tværkulturel Medicin på Aarhus Universitetshospital vil identificere og undersøge de barrierer, patienter med anden etnisk baggrund støder på undervejs i deres forløb i det danske sundhedssystem.

Bevillingen finansierer et forskningsprojekt, hvori 3 ph.d.-studerende på hospitalsklinikker i hhv. Aarhus, Odense og Hvidovre skal beskrive flygtninge og andre migranters forløb fra den indledende helbredsvurdering til deres forløb på hospitalet og den efterfølgende håndtering.

"Vores hypotese er, at migranter og etniske minoriteter oplever væsentlig flere udfordringer med at navigere i sundhedssystemet sammenlignet med majoritetsbefolkningen, især på grund af sproglige- og sociokulturelle barrierer. Og vores projekt skal munde ud i konkrete løsningsforslag, som kan forbedre livskvaliteten for de mest sårbare patientgrupper,” forklarer Christian Morberg Wejse.

Kontakt

Overlæge og professor Christian Morberg Wejse
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinik for Kompleks og Tværkulturel Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Infektionssygdomme
Mobil: 51 94 45 19
Mail: wejse@clin.au.dk