Bevilling skal sætte spot på øjensygdom

Thomas Corydon fra Aarhus Universitet har netop modtaget 125.000 kroner fra Riisfort Fonden. Bevillingen skal gå til forskning i øjensygdommen AMD.

Thomas Corydons bevilling fra Riisfort Fonden. skal gå til forskning i øjensygdommen AMD.
Thomas Corydons bevilling fra Riisfort Fonden. skal gå til forskning i øjensygdommen AMD.

Hver tredje dansker over 70 år er ramt af øjensygdommen AMD (aldersrelateret maculadegeneration). De har svært ved at læse, svært ved at se fjernsyn og svært ved at genkende ansigtstræk på de mennesker, de møder.

Thomas Corydon fra Aarhus Universitet har netop modtaget en bevilling fra Riisfort Fonden til at forske i nye behandlings­metoder for AMD, øjensygdommen, der også karakteriseres som alderspletter på nethinden.

Med bevillingen har Thomas Corydon mulighed for at komme et skridt videre i at udvikle genetisk baseret behandling af AMD.

Hyppigste årsag til blindhed

”Øjensygdommen er kendetegnet ved, at nye blodkar ødelægger nethinden på grund af vækstfaktoren VEGF. Vi vil gerne udvikle nye biologiske partikler, der effektivt kan styre de DNA-baserede molekyler, der kan hæmme dannelse af VEGF. Dermed kan der på længere sigt etableres en molekylær-­genetisk behandling af sygdommen,” forklarer Thomas Corydon.

Øjensygdommen er den hyppigste årsag til svagt syn og blindhed blandt ældre i den vestlige verden. Håbet er, at forskningen kan bidrage med ny viden om sygdommen og får stor betydning for mange af de ældre mennesker, der hvert år får AMD.

”Vores forskning sigter på at etablere en terapiform, der virker på lang sigt, og hvor patienterne kun skal behandles en gang. Patienter med AMD bliver i dag typisk behandlet en gang hver 4. til 6. uge,” siger Thomas Corydon.

Yderligere oplysninger

Lektor, ph.d. Thomas Corydon
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7775
tjc@hum-gen.au.dk