Aarhusiansk nyreforsker modtager millioner

Marleen Kortenoeven fra Aarhus Universitet forsker i nyren, og hvordan den påvirker kroppens vand- og saltbalance. Det Frie Forskningsråd har netop bevilliget 2.958.396 kroner til hendes forskning, som har til formål at skabe en bedre forståelse for forhøjet blodtryk.

Bevillingsmodtager Marleen Kortenoeven, Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin.
Bevillingsmodtager Marleen Kortenoeven, Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin.

Nyreforsker Marleen Kortenoeven fra Aarhus Universitet har udmærket sig til en stor bevilling fra Det Frie Forskningsråd, som har afsat 2.958.396 kroner til hendes videre forskning.

”Min forskning omhandler reguleringen af vand- og salttransporten i nyren. Min plan er at undersøge, hvordan NaCl-cotransporten i nyren regulerer indholdet af salt i blodet. Transporteren er et vigtigt element, da mængden af salt i blodet er afgørende for blodtrykket hos patienten,” fortæller Marleen Kortenoeven.

Patienter med for højt eller lavt blodtryk vil således kunne få gavn af Marleen Kortenoeven og hendes forskergruppes resultater. Forhøjet blodtryk er i dag en udbredt folkesygdom, og derfor er udviklingen af nye metoder til behandlingen vigtig.

”I projektet vil vi forsøge at finde frem til, hvordan vand- og saltreguleringen fungerer. Det vil lede til en bedre forståelse heraf og vil i fremtiden kunne føre til udviklingen af nye behandlinger for patienter med for højt eller for lavt blodtryk,” fortæller Marleen Kortenoeven.

Lokal og international vejledning

Undervejs i projektet vil Marleen Kortenoeven modtage vejledning af gruppeleder og professor Robert A. Fenton og seniorforsker Trairak Pisitkun, begge fra Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin. Og så vil en del af projektet blive udført i samarbejde med dr. Mark Knepper, National Institute of Health, USA, hvor Marleen Kortenoeven ligeledes vil udføre en del forskningen.

Projektets titel er: Molecular regulation of the distal convoluted tubule by vasopressin.

Marleen Kortenoeven er født den 13. januar 1981 i Tegelen i Holland.

Yderligere oplysninger

Postdoc Marleen Louise Adriënne Kortenoeven
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7643
mkor@ana.au.dk