Aarhus Universitet får ny professor i medicinsk fysiologi

Helle Prætorius bliver ny professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Her skal hun fortsætte sin forskning i membran transport og signalering celler imellem. Forskning som på sigt skal forbedre prognosen for patienter, der lider af alvorlig nyrebetændelse og bakteriel blodforgiftning.

Helle Prætorius er netop blevet ansat som professor på Institut for Biomedicin.
Helle Prætorius er netop blevet ansat som professor på Institut for Biomedicin.

Hendes forskningsområde er en kendt klassiker ved Aarhus Universitet, nemlig transport af cellers membran. Nu er Helle Prætorius blevet ansat som professor på Institut for Biomedicin. Sammen med sin gruppe af forskerkollegaer vil hun undersøge, hvordan lokal cellesignalering bliver anvendt i forsvaret mod bakterier under alvorlige betændelsestilstande.

”Et professorat ved Aarhus Universitet betyder rigtigt meget for min gruppe og vores mulighed for at kunne videreudvikle vores spændende projekter, som alle hviler på de vildt overraskende resultater vi i fællesskab har høstet. Cellers membran er dels vigtig for at beskytte cellens indre miljø, men er derudover essentielt for kommunikation med omgivelserne,” forklarer Helle Prætorius og fortsætter:

”Vi har i det basalvidenskabelige laboratorium den luksus, at vi kan foretage modige satsninger, som i nogle tilfælde kan give helt banebrydende fund. Vores gruppe arbejder stærkt på, at vores vigtigste fund bliver så stærkt testet, at de kan bibringe grundkomponenter for nye behandlingsstrategier.”

Får fysiologi frem

Personligt glæder hun sig til chancen for at sætte faget fysiologi i rampelyset som et af de helt centrale fag i lægeuddannelsen. Helle Prætorius understreger, at forskningsindsatsen blandt undervisningsstaben er livsnerven i undervisningen af kommende læger.

”Forskningsmæssig tilgang til undervisning er helt essentiel for at kunne være oppe på dupperne med hensyn til vores fags udvikling – og derved levere inspirerende, opdateret undervisning til gavn for alle os, der engang får brug for en læge,” siger Helle Prætorius.

Yderligere oplysninger

Professor Helle Prætorius
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7712
hp@biomed.au.dk