Aarhus-forsker får Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris 2023

Klinisk forsker Nikolaj Rittig fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Steno Diabetes Center Aarhus modtager Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris for sit arbejde med at kortlægge, hvilken rolle tarmen spiller i forbindelse med udvikling af diabetes.

Nikolaj Rittig fik overrakt Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris og de medfølgende 100.000 kr. ved en prisuddeling den 13. september 2023 på Hotel Munkebjerg i Vejle.
Nikolaj Rittig fik overrakt Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris og de medfølgende 100.000 kr. ved en prisuddeling den 13. september 2023 på Hotel Munkebjerg i Vejle. Foto: Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA)

Nikolaj Rittig har det seneste årti forsket i, hvordan tarmen påvirker vores appetit og forbrænding alt efter, hvilken mad, ernæringstilskud eller medicin, vi indtager. Den indsigt er ifølge forskeren afgørende, fordi den belyser tarmens vitale rolle i diabetes og kan bane vejen for nye behandlingsmetoder og forebyggelsesstrategier for diabetes i fremtiden.

”Jeg er enormt beæret over, at mit arbejde bliver anerkendt. Jeg synes, det er et enormt spændende forskningsområde, og prisen giver mig kun endnu mere lyst til at fortsætte med at udforske de mange ting, vi endnu ikke ved om diabetes. Jeg er sikker på, at den viden, vi genererer, vil få stor betydning for fremtidens behandling og forebyggelse af sygdommen,” siger han.

Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris uddeles op til to gange årligt til unge forskere under 40 år, der har præsteret en helt særlig indsats, og i år går prisen til Nikolaj Rittig og Lasse Malmqvist fra Rigshospitalet - Glostrup og Københavns Universitet. Sammen med prisen modtager de hver 100.000 kr. øremærket forskning.

Nikolaj Rittig er født i Aarhus i 1985.

Kontakt

Klinisk forsker, ph.d. og læge Nikolaj Fibiger Rittig
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin,  
Steno Diabetes Center Aarhus og
Aarhus Universitetshospital, Klinik for Hormon og Knoglesygdomme
Telefon: 61 71 47 31
Mail: nikolaj.rittig@clin.au.dk