Aarhus-forsker får 12 millioner til at skabe fremtidens hudforskning

Adjunkt Xiang Zheng fra Institut for Biomedicin modtager 12 millioner kroner gennem LEO Fondets Dr. Abildgaard Fellowships. Bevillingen går til talentfulde unge forskere, der får mulighed for at opbygge deres egne forskergrupper og sætte gang i nye, banebrydende projekter inden for hudforskning.

Adjunkt Xiang Zheng fra Aarhus Universitet modtager 12 millioner kroner fra LEO Fondet til forskning i hudens celler og proteiner.
Adjunkt Xiang Zheng fra Aarhus Universitet modtager 12 millioner kroner fra LEO Fondet til forskning i hudens celler og proteiner. Foto: Leo Fondet.

Xiang Zheng er udvalgt som én af årets fire Dr. Abildgaard Fellows efter en grundig udvælgelsesproces. Hans forskning handler både om at kortlægge de mange forskellige proteiner i huden og om at forstå, hvordan celler og immunforsvaret påvirker hinanden i sygdomme som hudkræft og kroniske betændelsestilstande.

Sammen med sit kommende forskerteam vil Xiang Zheng videreudvikle og anvende ‘mipDVP’, en billedforstærket udvidelse af teknologien Deep Visual Proteomics (DVP). Denne teknologi vil gøre det muligt at undersøge de cellulære interaktioner i huden langt mere detaljeret. På længere sigt kan denne viden føre til tidligere diagnoser og mere præcise, mindre invasive behandlinger af hudsygdomme.

”Støtten fra LEO Fondet gør det muligt for mig at opbygge et dedikeret forskerteam og realisere visionen om at bringe såkaldt spatial præcisionsmedicin ind i dermatologien, altså behandlinger baseret på præcis viden om, hvor i vævet de enkelte celler og proteiner er placeret. Det er en game changer for både forskningen og min karriere,” siger Xiang Zheng.

Med bevillingen kan der ansættes en ph.d.-studerende, to postdocs og en laborant. Forskningsarbejdet bliver udført på Aarhus Universitet i tæt samarbejde med klinikere og forskere både i Danmark og internationalt.

Denne omtale er baseret på pressemateriale fra LEO Fondet.

Kontakt

Adjunkt Xiang Zheng
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 55 22 68 81
Mail: xiangzheng@biomed.au.dk