Genforskning får millionbevilling
Tre forskere fra Aarhus Universitet har modtaget to millioner kroner fra Lundbeckfonden til et projekt, der skal styrke forskning i genterapi i Danmark.
Forskerne kan således komme et skridt nærmere udviklingen af DNA-baseret medicin til behandling af en række sygdomme.
I hvert fald har de tre forskere modtaget en økonomisk håndsrækning, som skal være med til at etablere genetisk behandling af blandt andet øjensygdommen AMD, stofskiftesygdommen PKU og anfaldssygdommen HAE.
”Vi håber, at bevillingen fra Lundbeckfonden markerer startskuddet til en langsigtet forskningsindsats, der skal styrke forskning i genterapi i Danmark,” fortæller Jacob Giehm Mikkelsen, der sammen med Lars Aagaard og Thomas Corydon fra Institut for Biomedicin har modtaget bevillingen.
Flere lande i Europa er allerede langt fremme med genterapeutiske behandlingsforsøg, som viser effektiv behandling af eksempelvis arvelige øjensygdomme, defekter i immunforsvaret og blødersygdomme.
”Vi stræber efter, at vores forskning på sigt skal komme patienter til gavn, men vi forventer primært, at vores studier og resultater i projektperioden vil være af translationel karakter og knytte basal viden med kliniske interesser,” forklarer Jacob Giehm Mikkelsen.
Han understreger, at det centrale for ham og hans kollegaer er at få skabt dokumentation for behandlingen og på den baggrund skabe fundamentet for at anvende medicinen i fremtiden.
Projektet løber fra den 1. juli 2013 til den 30. juni 2016.
Yderligere oplysninger
Lektor, ph.d. Jacob Giehm Mikkelsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7767
giehm@hum-gen.au.dk
Lektor-MSK, ph.d. Thomas Corydon
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7775
tjc@hum-gen.au.dk
Lektor, ph.d. Lars Aagaard
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7769
laa@hum-gen.au.dk