Forskningskommunikationspris til professor i infektionssygdomme

Professor og ledende overlæge Lars Østergaard modtager Uddannelses- og Forskningsministeriet årlige forskningskommunikationspris. Prisen overrækkes af H.K.H. Kronprinsesse Mary ved åbningen af Forskningens Døgn på DTU i Lyngby den 23. april.

Professor Lars Østergaard, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Professor Lars Østergaard

Forskningskommunikationsprisen 2015 går i år til Lars Østergaard, lærestolsprofessor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Aarhus Universitetshospital.

Lars Østergaard forsker i alvorlige infektionssygdomme som meningitis og HIV og har igennem en årrække ydet en særlig indsats for at kommunikere sin forskning til offentligheden på en levende og vedkommende måde i blandt andet radio, tv og aviser.

Senest har Lars Østergaard været meget synlig i medierne i forbindelse med ebolaepidemien i Vestafrika og forklaret danskerne om sygdommens forløb og forebyggelse.

Forskning af vital betydning

Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag Forskningskommunikationsprisen, som uddeles hvert år til en forsker, der gennem vedkommende formidling formår at skabe bred opmærksomhed om sin forskning.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen understreger, at formidlingen har stor betydning. Danmark investerer hvert år milliarder af kroner i forskning og udvikling. For at få mest muligt ud af investeringerne, er det nødvendigt at forskerne deler deres viden.

"Lars Østergaard har som forsker en stor og vigtig viden om alvorlige infektionssygdomme, som vi alle risikerer at blive berørt af. Den viden formidler han med stort engagement til en bred offentlighed, og det er derfor meget fortjent, at han modtager Forskningskommunikationsprisen," siger Sofie Carsten Nielsen.

Formidling gennem kunst, litteratur og sociale medier

I motiveringen for tildelingen af Forskningskommunikationsprisen 2015 hedder det blandt andet:

”Vigtigheden af forskningen for samfundet er et underliggende tema for Lars Østergaards formidling, både i forhold til at fremme befolkningens sundhed og i forhold til den mulighed, som forskning giver for at skabe nye indsigter, som kan tiltrække international opmærksomhed og bidrage til den større samfundsøkonomi. 

Skabelsen af vidensfremmende events, inddragelsen af kunst og litteratur i formidlingen af medicinsk forskning samt original brug af sociale medier i rekruttering af børn og unge til kliniske forsøg med en vaccine mod meningitis er blot nogle få eksempler på virkemidlerne i forskningskommunikationen i den brede offentlighed.”

Målet er at udrydde HIV

Lars Østergaard har i sin forskning arbejdet intenst med at forstå, hvordan vacciner og kroppens reaktion på mikroorganismer hænger sammen, og arbejdet har resulteret i flere internationale præsentationer, publikationer og patenter.

Lars Østergaards ultimative akademiske mål er at udrydde HIV ved at udvikle en effektiv vaccine til personer, der endnu ikke er smittede samt en kur til de 35 millioner, der allerede lever med HIV-sygdommen i dag. Han har igennem hele sin karriere haft et stærkt internationalt samarbejde med Australien, USA, Europa og i stigende grad også med Guinea-Bissau i Afrika.

Forskningskommunikationsprisen 2015 overrækkes af H.K.H. Kronprinsesse Mary ved åbningen af Forskningens Døgn på Danmarks Tekniske Universitet – DTU i Lyngby den 23. april 2015. Med prisen følger 100.000 kr.


 

Om Forskningskommunikationsprisen

Forskningskommunikationsprisen på 100.000 kroner uddeles hvert år til en forsker, der gennem vedkommende formidling formår at skabe bred opmærksomhed om sin forskning.

Uddannelses- og forskningsministeren uddeler prisen på baggrund af en indstilling fra Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation, der vurderer de indsendte indstillinger. 

 


 

Kontakt

Professor, overlæge Lars Jørgen Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshosital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q.
Telefon: 7545 2800
lars.oestergaard@clin.au.dk