Videre med Twitter

Vejledninger til dig, der allerede er godt i gang på Twitter


Hvordan finder man de rigtige hashtags?

Hashtags er nyttige, hvis man gerne vil deltage i en større samtale om et bestemt emne.

Når man bruger hashtags i sine tweets, får de et større liv – også uden for det netværk af følgere, man selv har. Og når man følger et hashtag, kan man også selv følge med og deltage i samtaler uden for ens eget netværk.

Men hvordan ved man, hvilke hashtags, der er værd at bruge og følge?
En metode til at finde ud af det er:

  • Søg i søgefeltet i Twitter på et ord, der er centralt for det emne, du er interesseret i.
    Det kunne fx være ”Sundhedsøkonomi”.
  • Vælg ”latest” ved visningen af tweets:
Viser skærmbillede af Twitter-søgning på "sundhedsøkonomi"
  • Kig så ned igennem strømmen af tweets for at se, hvilke hashtags andre bruger, når de skriver noget om sundhedsøkonomi.
    Det kan i dette eksempel være #sundhedsøkonomi og #sundpol
  • Gå derefter over i det gratis analyseredskab https://socialbearing.com/
  • Log ind med Twitter oppe i højre hjørne
Viser login-ikon i Social Bearing

I Social Bearing kan du søge på de forskellige hashtags for at undersøge, hvor meget de bliver brugt, og hvilken rækkevidde de har. Systemet viser data fra maks. ni dage tilbage i tid.

Når man søger på #sundhedsøkonomi, ser det ud til at være meget lidt brugt:

Viser søgning på #sundhedsøkonomi i Social Bearing

Derimod ser #sundpol ud til at være meget mere nyttigt at bruge, da det både er ofte brugt og har stor rækkevidde:

Viser søgning på #sundpol i Social Bearing

Tip: Du kan ude til venstre i Social Bearing også se, hvem der bruger hashtagget mest (top contributors), og det kan give et fingerpeg om, hvem det kunne være relevant at udvide dit netværk med.

Sådan opretter du lister på Twitter

På Twitter kan du samle profiler i lister for at skabe et bedre overblik over dit feed.
Hver profil kan oprette op til 1.000 lister,og hver liste kan indeholde op til 5.000 profiler.

Opret en liste

  • For at oprette en ny liste, klikker du på ’Lister’ i venstremenuen og derefter på ikonet med et lille + øverst i højre hjørne.
  • Herefter navngiver du din liste og indtaster en beskrivelse af pågældende liste (max 100 tegn).
  • Inden du klikker på ’Næste’, skal du vælge, om din liste skal være privat eller offentlig.
    Skal den være privat, sætter du flueben i den lille boks ’privat’.
  • Nu kan du tilføje profiler, inden du klikker på ’Færdig’.
  • Du kan også vælge at klikke ’Færdig’ med det samme og i stedet tilføje profiler til din liste ved at besøge de relevante profiler, klikke på de tre prikker til højre for profilfotoet, vælge ’Føj til eller fjern fra lister’ og klikke på den relevante liste og trykke på ’Gem’.

OBS!

  • Vælger du, når du opretter din liste eller på at senere tidspunkt, at gøre listen offentlig, kan andre Twitter-profiler se din liste, når de besøger din profil, og de kan også abonnere på den.
  • Er listen offentlig, får de profiler, som du tilføjer en given liste, en advisering, når du tilføjer dem. Det gælder også, hvis du på et senere tidspunkt ændrer en listes indstillinger fra ’privat’ til ’offentlig’.

Brug gerne andres offentlige lister. Du kan enten abonnere på dem eller bruge dem som inspiration for egne lister.

Du kan se en oversigt over offentlige lister på de enkelte profiler eller ved at søge dem frem. Du kan søge dem frem ved at google ”site:twitter.com inurl:lists” efterfulgt af et eller flere emneord. Det kunne fx være diabetes eller danske medier.


Tip: @ernstpoulsen vedligeholder en række interessante lister på Twitter. Én af dem er listen ’Danske medier – alle’. Den samler indhold fra mere end 600 danske medier, inkl. podcasts og fagmedier.

Søgning på Twitter

Twitter har en rigtig god søgefunktion, som kan være nyttig til at finde det relevante indhold.

Herunder får du en række informationer om Twitters søgefunktion:


Søgeresultater opdeles i kategorier

Viser søgning på Twitter

Kategorien 'Top' viser de mest populære tweets.
Kategorien 'Latest' viser alle tweets med de nyeste først.


Søgning med og uden hashtags

Viser søgning uden hashtag

Du får flest søgeresultater ved at søge på ord uden hashtag. Det vil nemlig give dig resultater både med og uden #. Hvis du søger på hashtags, vil du kun få resultater med hashtag.


Avanceret søgning

Viser de tre prikker ved søgefeltet

Klik på de tre prikker til højre for søgefeltet for at få adgang til avanceret søgning med fx datosøgning. 


Søgeord adskilt af mellemrum

Viser søgning med to søgeord

Hvis du søger på to adskilt af mellemrum, betyder det, at begge ord SKAL forekomme i søgeresultaterne.
Søgemaskinen opfatter nemlig mellemrum som 'og'.


Søgeord adskilt af OR

Viser søgeord adskilt af OR

Hvis du skriver OR imellem dine søgeord, betyder det, at mindst et af ordene skal forekomme.
Det er den mest brugte søgemetode.


Søgning på dansk

Viser søgning med sprogfiltrering

Hvis du kun vil have danske søgeresultater, skal du skrive lang:da før eller efter dine søgeord.
Hvis du vil have engelske resultater, skal du skrive lang:en.


Søgning hvor du frasorterer ord

Viser søgning med frasorteret hashtag

Brug bindestreg (her i betydningen minus) foran det ord, du vil frasortere.
I eksemplet ovenfor frasorterer vi tweets med hashtagget #dkforsk.


Søg på præcise ord

Brug anførselstegn for at angive en helt præcis sammensætning af ord, der skal forekomme på samme måde i søgeresultaterne – fx 'Det danske kongehus'.


Søg efter tweets fra en bestemt bruger

Søg på tweets fra en bestemt bruger ved at skrive from: og så brugernavnet.
Ex: from:foedevare  for at se tweets fra brugeren 'foedevare' (Fødevarestyrelsens profil).


Søg efter tweets med mention af en bestemt bruger

Hvis du skriver @ efterfulgt af brugernavn, får du vist tweets, som indeholder mention på den pågældende bruger - ex: @foedevare.


Gem en søgning

Når du har lavet en søgning på Twitter, kan du klikke på de tre prikker til højre for søgefeltet.
Her finder du muligheden 'Gem denne søgning'.


Gentag gemte søgninger

Når du klikker i et tomt søgefelt på Twitter, dukker der en drop-down-liste frem med henholdsvis dine seneste søgninger og dine gemte søgninger.


Hvem har tweetet om et link?

Hvis du søger på et link i Twitters søgeboks, får du en liste over, hvem der har delt websiden. 

Viser søgning på link

Endnu mere om Twitter

Hvis du gerne vil vide endnu mere om Twitter, får du her nogle tips til værktøjer og ressource-sites, der kan hjælpe dig videre:

 

TweetDeck

TweetDeck er et dashboard-program til styring af Twitter-konti. Det består af en række kolonner, der kan tilpasses, og som kan indstilles til at vise fx brugerens Twitter-tidslinje, mentions, direkte beskeder, lister, trends, favoritter, søgeresultater, hashtags eller alle tweets fra eller til en enkelt bruger. Alle kolonner kan filtreres - både i forhold til bestemte ord og bestemte brugere.
Man kan også skrive tweets fra TweetDeck og planlægge dem til senere levering eller afsende dem med det samme. Yderligere kan man også overvåge flere konti samtidig.

 

Followerwonk

Followerwonk er et analyseværktøj, der kan hjælpe dig med at blive klogere på din og andres Twitter-profiler. Værktøjet har fem overordnede dele, som tilbyder:

  • Søgning i profil-bios
  • Sammenligning af brugere
  • Analyse
  • Tracke følgere
  • Sortere følgere

Se nærmere på Followerwonk

 

Social Bearing

Social Bearing er et søgnings- og analyseværktøj til Twitter. Det hjælper dig med at finde folk, følge deres tweetstatistikker, identificere relevante hashtags og meget mere. Værktøjet er let at bruge, og du kan nemt identificere relevante personer, som tweeter inden for et bestemt område.

 

Twitter-kursus

Tag et gratis kursus i Twitter over fire lektioner. Kurset er lavet af Kristian Strøbech, som er rådgiver og underviser i digitale, sociale og mobile medier. Kurset ligger tilgængeligt på nettet og er tilrettelagt med henblik på at give fagfolk og professionelle en genvej til at lære en af internettets vigtigste platforme, Twitter, at kende.

Et godt råd om Twitter


Asser Hedegård Thomsen

"Vær dig selv, men gerne mere flink, end du egentlig er. Antag at folk, der skriver til dig, mener det godt. Bland dig positivt i ting, du ved noget om. De fleste følgere kommer til, når dine tweets er faglige. Og husk, at du er i det offentlige rum, dvs. potentielt i medierne dagen efter."

Asser Thomsen, Institut for Retsmedicin, @AsserThomsen

Christine Parsons

"Overvej på forhånd, hvad du gerne vil have ud af at være til stede på Twitter. Udover netværket og de faglige input nyder jeg at se og fejre gode nyheder på Twitter – fx kollegers succes med enten bevillinger eller publicering af nye forskningsresultater. Det gælder især kolleger, jeg ikke ser til hverdag."

Christine Parsons, Institut for Klinisk Medicin, @ce_parsons




Tak til Kristian Strøbech og Techhytten

Materialet om Twitter på denne side er baseret på Kristian Strøbechs Twitter-kursus og tilhørende kursusnoter.