Mindeord for cand.med., ph.d.-studerende Kristian Kjær Andersen

Det er med stor sorg, at vi har modtaget nyheden om læge og ph.d.-studerende Kristian Kjær Andersens tragiske død i en alder af blot 33 år. Kristian blev den 25. juli dræbt i en trafikulykke på cykel på vej til familiens sommerhus på Mols.

Kristian tog i 1998 sin studentereksamen fra Aalborghus Gymnasium i Aalborg med topkarakterer.

 

I 2000 begyndte han sit medicinstudie ved Aarhus Universitet, hvor han gennemførte det ene semester efter det andet med bravour. Ydermere havde han overskud til at undervise andre medicinstuderende, og han havde igennem sin studietid flere vikariater på sygehuse i Region Midtjylland.

 

I 2005 valgte Kristian at prøve kræfter med forskningens verden, og han var forskningsårsstuderende ved De Medicinske Forskningslaboratorier, Institut for Klinisk Medicin i perioden fra 2005-2006. Her udviklede han utrætteligt og med stor dygtighed en metode til bestemmelse af et af kroppens vigtige fedthormoner i blodbanen.

 

Vi var mange, der i den periode havde fornøjelsen af at arbejde sammen med Kristian, der med sin flid, sit gode humør og sin sociale tilgang til sine medmennesker skabte stor respekt omkring sig. Vi fornemmede hurtigt, at der her var tale om en særlig sympatisk og energisk ung kollega med et oplagt talent for forskning og kommunikation.

 

Efter endt kandidat-eksamen ved Aarhus Universitet i 2007 besluttede Kristian sig for, at han ville være anæstesiolog. Han var godt i gang med sin ph.d.-uddannelse inden for dette speciale, da ulykken indtraf.

 

Kristian efterlader sig hustru og to små børn.

 

Vi er mange, der kommer til at savne en dygtig forsker, en god kollega og en god ven. Æret være Kristians minde.

 

 

På vegne af Aarhus Universitet

 

Allan Flyvbjerg

Dekan